Har du et forretningsgrundlag for en webshop?

Har du et forretningsgrundlag for en webshop?

Kapitel 1

Har du et forretningsgrundlag for en webshop?

Der er rigtig mange, der starter en webshop lige fra iværksættere til detailbutikker. Iværksætterne gør det ofte, fordi de bare ikke kan lade være, hvorimod detailbutikkerne ofte gør det for at overleve.

Begge udgangspunkter gør, at der ikke altid er ret meget tanke bag beslutningen om at starte. For er der overhovedet et forretningsgrundlag – og har man overhovedet egenskaber og ressourcer til at gøre det. Den største fejl folk begår, er at tro, at en webshop er noget, der lige kan gøres ind imellem og i aftentimerne. Det kan det såmænd godt være, men så skal du bare ikke forvente succes.

Vi har en kunde, der startede sin webshop 3 år før vi mødtes – og han levede stadig ikke af det. Han skal dog have et skulderklap for at holde ved sin drøm om webshoppen. Hvorfor var han ikke gået fuldtid, spørger du sikkert?

Markedet var simpelthen alt for lille. Han solgte noget meget specifikt udstyr til en meget lille målgruppe. Det var udstyr til institutioner og den slags – og han havde ikke knækket den nød, at alle institutioner køber ind via de store indkøbskæder. Noget de er underlagt fra kommunernes side. Så målgruppen endte med at være enkelte private, der kunne bruge udstyret i meget sjældne situationer.

Vil du sælge det, alle andre sælger?

Vil du starte ud med at sælge herretøj på nettet, så er der ikke nogen tvivl om, at der er et marked. Nethandlen fortsætter også bare med at stige eksplosivt, i 2012 satte vi rekord med 55 mia., og i 2013 slår vi den rekord igen. Det tal kommer til at stige endnu mere de næste år. Udfordringen er bare, at hundredevis af andre har fået samme ide som dig. Hvordan har du tænkt dig at skille dig ud. Hvad er dit grundlag for at starte?

Hvis du tror, at du bare kan oprette en Dandomain shop, smide et standard design på, og så triller pengene ind på kontoen – så kommer du også til at stå om 3 år og stadig drømme om den fuldtidsstilling i din egen webshop. Der skal mere til. Det kræver hårdt arbejde, en god portion erfaring og så evnen til at skille sig ud.

Denne blog kommer til at handle om at strikke en god gennemarbejdet webshop sammen, hvordan du kan optimere din shop og ikke mindst, hvordan du via online markedsføring kan hente de vigtige kunder ind.

Forretningsplan til webshop

En ting vi har oplevet er, at rigtig mange springer over forretningsplanen. Det er virkelig ikke smart. Om det skyldes, at Martin Thorborg for nogle år siden sagde, at forretningsplaner skulle brændes, eller det skyldes, at folk ikke ønsker at lægge tiden i det strategiske arbejde, skal være usagt.

Det er dog bare ikke en god ide at springe det over. For det er en meget vigtig del, inden du starter din webshop. Det er hele grundlaget for din forretning, der skal ligge i den forretningsplan.

Hvorfor forretningsplan?

Uden en forretningsplan har du ingen struktur på hele den proces, du skal igennem. I forretningsplanen ligger der en køreplan for, hvad du skal foretage dig, hvordan du skal gøre det, hvad der skal analyseres, om der overhovedet er et grundlag. Husk at være ærlig i processen – ofte har du en tendens til at gøre ting mere positive i dit favør, end realiteterne egentlig er.

En anden grund til at du skal lave en forretningsplan er, når du skal ud og kontakte leverandører, så vil de tage dig langt mere seriøst, hvis du kommer med en gennemarbejdet forretningsplan. En plan, der tager højde for de faldgruber, som kan komme undervejs. Leverandører inden for de fleste brancher modtager henvendelser fra folk, der vil starte webshops næsten hver eneste dag. Du bliver nødt til at skille dig ud – ellers ender du i ”slettet” mappen af deres indbakke.

Hvad indeholder forretningsplanen?

Det kan variere, hvad du bør have med i en forretningsplan alt efter hvilke produkter, du skal sælge. Her er dog lige en liste med nogle ting, du bør huske at have med.

Idégrundlaget

Det er vigtigt, at du finder ud af, hvorfor du skal starte denne webshop – hvad er ideen med det?

Liste over samarbejdspartnere

Det er godt lige at have en liste med de folk, du skal arbejde sammen med. Det er folk som revisorer, advokater, bank og gerne en liste over alle de leverandører du kunne tænke dig. (den liste bliver selvfølgelig længere med tiden).

Målgruppe og markedsanalyse

Du skal have kigget på din målgruppe. Hvilket køn, hvilken alder, uddannelse, indkomst, livsstil og lignende. Jo mere du kan spore dig ind, jo nemmere får du det, når du skal markedsføre. Derefter kigger du på, hvor stort markedet er. Brug gerne www.dst.dk til at finde antallet af personer i målgruppen. Sælger du til ledige, så ring til en a-kasse og find ud af antallet af ledige. Gør dit arbejde grundigt og vær ærlig omkring det. For det er her, du kan brænde nallerne, hvis du er for positiv.

Hvordan skiller du dig ud?

Dette punkt er specielt vigtigt, hvis du skal sælge produkter, som der allerede er 50 andre shops, der gør. Du skal finde din niche og din egen historie – så du skiller dig ud og bliver kendt for noget specielt. Find gerne på noget crazy. Skriv en sjov bog, start en "bevægelse", skab dit "tribe" (læs Seth Godins bog om tribes).

Konkurrentoversigt

Du skal ikke koncentrere dig om dine konkurrenter. Du skal dog gerne kende deres styrker og svagheder. På den måde kan du lure, om de har skruet op for deres indsats – og hvem der rykker frem. Det kan også være med til at vise, om du har glemt nogle ting, når du selv udvikler din forretning. Hold op med at gøre præcis som dine konkurrenter gør – du kommer ikke forrest, ved at gøre som de andre. Du må gerne blive inspireret – men gør tingene på din egen måde.

Budget

Du kommer ikke uden om at skulle lave et skud i tågen på, hvad du kommer til at omsætte. Hop ind i Excel, sæt 12 måneder op, sæt et omsætningstal, varelager, reklameomkostninger og administrationsomkostninger for hver måned. Sum det hele op og se, om du har overskud i din forretning efter 12 måneder.

Det er ofte her, at du kan få øjnene op for, om det bliver en sjov forretning eller ej. Budgetter er ofte at stikke en finger i luften – men det er faktisk ret sundt at kigge på, om du når dine budgetter hver måned.

Under budgettet kan du også smide dine etableringsomkostninger. På den måde kan du finde frem til, hvornår du har et break even på dine startomkostninger. Etableringsomkostninger kan være kassekredit, indkøb af varelager, webshop produktion og lignende.

Eksempel på udgifter til en webshop

Der er en lang række udgifter - ikke bare til etableringen, men også løbende. Der er NETS abonnement, månedlige hosting omkostninger, bogholder, revisor til årsregnskabet, marketing, løn, emballage, kontorartikler og uforudsete udgifter.
Herunder kan du se et Excel ark, hvor du kan samle de "faste" udgifter, du kommer til at få.

Du kan hente Excel arket til fri afbenyttelse her (og justere dine tal)

Skal forretningsplanen brændes bagefter?

Nej, forretningsplanen skal ikke brændes. Det er et værktøj, som du ikke kan undvære. Der er dog ingen tvivl om, at forretningsplanen ændrer sig rigtig meget undervejs. Du bliver klogere, og markeder skifter. Husk at kigge på den en gang imellem - specielt om du overholder dine budgetter.

Ørskov Gruppen

Hvad kan vi hjælpe med?


Skriv til os, og vi vender tilbage hurtigst muligt

Ørskov Web
Petersmindevej 10 - 6900 Skjern
+45 97 35 33 55 - mail@oerskov.dk