Sider der skal designes i din shop

Sider der skal designes i din shop

Kapitel 5

Sider der skal designes i din webshop

Køber du et shop system, følger der ofte en række forskellige skabeloner med, som du kan vælge imellem. Det har gjort, at mange webshops ligner hinanden, og gør det vanskeligt at skille sig ud.

Det har også bevirket, at rigtig mange glemmer, at der faktisk findes en del forskellige sider, der skal designes. 

Vi vil her i artiklen komme med de sider, som kræver særlig opmærksomhed, når der skal designes et shopdesign.

Forsiden

Det er her din webshop skal præsenteres, og de besøgende skal på 2 sekunder danne sig et overblik og vide, hvad du handler med. Det er som regel den første side, webdesigneren producerer, og den som kommer til at danne rammerne for de næste sider. En forside er den vigtigste side, du har. Det er den, som bliver vist flest gange af alle dine sider. Sørg for at den hiver de vigtigste elementer frem og giver en overskuelig navigation til alle undersider. Arbejd rigtig meget med din navigation. Den er alfa og omega for, at de besøgende finder de produkter, de leder efter.

Statiske sider

I mangel af bedre kalder vi dem ”statiske” sider, da det er sider, som sjældent ændrer sig ret meget. Det er sider som handelsbetingelser, faq, om os, kontakt, etc.

De statiske sider kan du style hver for sig, men som regel har siderne det samme design, og så er det bare overskrift og tekst, der skifter.

Kategori sider

En kategori side lister alle dine produkter fra en bestemt kategori eller ud fra nogle definerede filtre, du har sat op. Denne side er rigtig vigtig at gøre sig umage med, for det er her, folk får et overblik over de produkter, du har.

Sørg for, at billederne er tydelige, har en overskrift, en pris og en knap til at læse mere om produktet. Eksperimentér med at have en ”tilføj kurv” knap allerede på kategori siden.

Husk at fokusere på de eventuelle filtreringsfunktioner du måtte have. Det er langt fra alle de standardindstillinger, der findes, som er brugervenlige. Få det brugertestet.

Produkt sider

Dette er siden, hvor du skal præsentere dit produkt fra produktets allerbedste side. Det er vigtigt, at de besøgende nemt kan finde detaljer om produktet, priser, lagerstatus og en tydelig knap til at tilføje den til kurven.

Husk at du bør have en ”popup effekt” på dine produktbilleder, så du kan vise et endnu mere detaljeret billede.

Husk at få alle ting med i designet fra start. Ved du, at du skal have Trustpilot anmeldelser ind på siden om nogle måneder, så få det designet ind nu. Ved du, at der kommer video på et tidspunkt så tænk det ind i designet nu.
Hvis du ikke har tænkt tingene ind, kommer det til at ligne lappeløsninger, og så kommer du til at lave et helt redesign på produktsiden.

Søgesiden

Du skal have en søgemulighed på din webshop, og derfor skal du også præsentere det søgeresultat på en side. De fleste genbruger kategori siden, hvilket langt hen ad vejen også er fint.

Overvej dog at gøre lidt ekstra på søgesiden. Fx at vise hvor mange resultater, der er fundet og på hvilket søgeord. Måske også foreslå andre søgeord, som relaterer sig til søgningen.

Kurven

Kurven er til for at give den besøgende et overblik over alle de produkter, vedkommende har tilføjet kurven. Det er vigtigt, at den er struktureret og viser alle detaljer, som kunden skal kende til for at tage beslutningen om at gå til betaling.

Mange kunder smider en masse varer i kurven og går derefter ind i kurven for at sortere i det, de skal købe. Derfor er det vigtigt, at du lister alle de produkter, der er tilføjet. Meget gerne tage et lille billede af produktet med.

Husk detaljer som billede, navn, antal, pris, tilbudspris, samlet pris, moms, fragt og rabatter.

Tjek ud processen

Hvordan tjek ud processen ser ud, afhænger som regel meget af det shopsystem, du bruger. Det er ofte her, hvor du via konverteringsoptimering kan hente de bedste resultater. 

Der skal skabes en flydende betalingsproces, hvor folk skal føle sig trygge hele vejen igennem. Det kan du gøre ved at vise handelsbetingelser, kontaktmuligheder, Trustpilot logo, emærket logo, dankort logoer, etc. Jo mere trygge den besøgende er, jo højere er sandsynligheden for, at vedkommende køber.

Processen er delt op i nogle trin, du skal gennemføre.
Leveringsoplysninger, kreditkort oplysninger og en kvitteringsside. Dertil kan så kobles fragtmuligheder, rabatkode felter, nyhedsbrev tilmelding, godkendelse af handelsbetingelser, godkendelse af ordreoversigt og lignende.

Nogen vælger at vise det hele på en side, hvilket kaldes en ”one page checkout”. Den skal designes helt rigtigt, for at siden ikke bliver for overvældende for kunden med alt for mange detaljer at forholde sig til på en gang. 

Den anden mulighed for check out er at tage kunderne i hånden og lede dem igennem hele processen. Det kan gøres ved, at du hele tiden viser, hvor i processen kunden er – enten med tal, tekst eller grafik.

Hele vejen igennem tjek ud processen, skal du tænke i ”nice to have”, ”need to have”. Skær alt det væk, som du ikke har brug for. Behøver folk at se hele handelsbetingelser siden i et step – kunne det ikke bare ligge i en popup og så en tjekboks? Kunne rabatkode feltet ikke have været i ”kurven”, og det samme med fragtvalget?

Less is more i tjek ud processen.

Det perfekt tjek ud

Når vi laver konverteringsoptimering på en webshop, så er det ofte i tjek ud, vi begynder. Folk sidder klar med kreditkortet og vil bare gerne købe. Desværre oplever vi, at webshops har sat unødvendige hindringer op.

I en perfekt verden vil du bare have folk til at skrive deres email, adresse og kreditkortoplysninger. Og ikke mere. Desværre er verden bare ikke så simpel, da du måske også har forskellige fragtmuligheder, du tilbyder gratis gaveindpakning, du har rabatkoder og lignende. Alt sammen noget, der mudrer billedet.

Der ligger også nogle helt basale informationer, som du lovmæssigt skal have fra kunden, før købet kan betragtes som gyldigt. Ligeledes, at kunden kan trække det fra i et eventuelt regnskab, hvis det er købt via virksomheden.

– Hvilke informationer er et helt minimum på en faktura
Kundens navn
Kundens adresse
Mere er faktisk ikke et krav

Ud fra den betragtning kan man prøve at designe en tjek ud proces, som er helt skrabet og har de elementer, du i princippet kan nøjes med at tage imod. Lad dette være et eksempel på en tjek ud i den perfekte verden.

Simpelt tjek ud

Det er der ikke ret mange kunder, som vil lave fejl i. Det er lige ud af landevejen. Desværre er det jo ikke så enkelt. Der vil være et meget lavt frafald, og det er positivt. Til gengæld vil du ikke kunne få kunder igennem, som gerne vil have leveret til en anden adresse og folk, der bor i udlandet. Du kan ikke give dem en rabatkode. Du får ingen tilmeldinger til dit nyhedsbrev. Du kan ikke ringe til dem, hvis der er noget galt med ordren.

Den portion af kunder du efterlader, er højere end dem, som forlader på grund af, at de skal overskue de ekstra felter. Det kommer helt an på, hvordan du strukturerer din tjek ud flow. Gør den intuitiv og hjælpsom og folk skal nok komme igennem. De er jo kommet for at handle, og langt de fleste vil gerne gøre en lille indsats. Men de er ikke super tolerante – de skal vejledes.

One step checkout

Webshop systemet Magento har været med til at udbrede one-step-checkout, og man skal tænke sig godt om, inden man implementerer den løsning, og man skal være opmærksom på, hvilke kundetyper man henvender sig til. 

Det er vores erfaring, at et tjek ud flow, der tager folk i hånden og leder dem igennem få simple step, er bedre end at fylde alle steps ind på en side. Det kan blive for uoverskueligt for kunden, når de både skal forholde sig til adresseoplysninger, fragtoplysninger, betalingsoplysninger, og hvad der ellers lægges på sådan en one-step-checkout.

I den perfekte verden, splittester du det op imod hinanden.

Ørskov Gruppen

Hvad kan vi hjælpe med?


Skriv til os, og vi vender tilbage hurtigst muligt

Ørskov Web
Petersmindevej 10 - 6900 Skjern
+45 97 35 33 55 - mail@oerskov.dk