Søgemaskine optimering af din webshop

Søgemaskine optimering af din webshop

Kapitel 6

Søgemaskineoptimering af din webshop

Hvis du har fulgt denne guide i forhold til forundersøgelserne, valg af platform og struktur, så er du allerede langt.

Det, at du har fundet de vigtigste søgeord og valgt at bruge dem i din navigation, det tæller meget mere, end du aner. Men det er ikke kun for din navigation, at du skal finde søgeord, du skal gøre det for samtlige sider i din webshop. I hvert fald alle de sider, du gerne vil have trafik til via Google. Det betyder din forside, dine kategori sider, dine produktsider og andre af dine landingssider.

Søgetermet skal optræde naturligt

Det vigtigste, du kan gøre med din webshop, er at huske at skrive gode tekster – unikke tekster. Tekster der er relevante for det søgeord, som du gerne vil rangere på. Du kan dog stadig godt gøre din tekst mere lækker i Googles øjne, og det vil vi komme ind på her.

I det følgende har vi udvalgt et søgeterm, som vi gerne vil rangere en side på, og det tager vi udgangspunkt i her.

Vi vil gerne rangere på ”regnjakke fra Småfolk”.

Title tags

Dette er titlen på den enkelte side, du er på. Et title tag skal være unikt på samtlige sider på din webshop. Google lægger stadig stor vægt på dit title tag så sørg for at have dit søgeord med her.
Skriv dit title tag som en sætning og skriv det så folk får lyst til at læse mere.

Meta descriptions

Dette er en tekst, der står lige under dit title tag. Sørg for at skrive en så spændende tekst om din side, at folk bare ikke kan lade være med at læse mere. Hvis du bruger dit søgeord her, så vil Google markere det med ”fed” skrift ude i søgeresultaterne.

Kategori tekster

Dette område er noget, som mange webshops overser at skrive. Typisk er en kategori side bare en side, der lister alle dine produkter i den kategori. Derfor tænker folk ikke over, at det kan blive en trafikmagnet ude i søgemaskinerne. Faktisk en rigtig god side at lade folk komme ind på fra Google.

Det vil også være en god side at linke til i din markedsføring. Det er langt bedre at linke til kategorien frem for det enkelte produkt. Produkter forsvinder med tiden, kategorier består. Så det er en fremtidssikring.

Kategorisiden vil altid være opdateret med nye produkter, hvilket igen gør kategorisiden en god fremtidssikret landingsside.

Sørg for at skrive en rigtig god beskrivende tekst om kategoriens indhold. Gør teksten hyperrelevant – inddrag synonymer, relaterede ord, link ud til relevante sider, link til andre interne sider.

Hvis du har mange kategorier, der skal skrives tekster til – så start med dine brand sider, Fx Diesel bukser. Det er ”brand” + ”produktkategori” søgeord som giver den mest relevante trafik. Start der.

Produkt tekster

De fleste, der starter en webshop, har masser af overskud til at skrive gode produkttekster, og energien der lægges i teksterne skinner tydeligt igennem. Den energi risikerer at forlade folk, og produkttekster bliver noget, der bare skal overstås.

Lad være med at falde i den fælde.

Det er her, du kan fange den ”langhalede” søgetrafik. Sørg for, at du som minimum, skriver disse ting:

  • Beskrivende titel der indeholder: brand, produktkategori, farve eller motiv. Drop alt for smarte ord som: smuk, strålende, nuttet, yndig, etc. Det bruger folk ikke i deres søgning alligevel.
  • Husk at få gentaget produktets navn, brand, farve, motiv og produktkategori nede i brødteksten.
  • Link gerne internt til andre relevante produkter direkte i brødteksten. (et relaterede produkter område kan godt bruges).
  • Fakta om dit produkt: mål, størrelse, materiale, etc

En god måde at få sig selv til at huske det hele, er at lave en skabelon for din produkttekst. Det kunne fx se sådan her ud:

Indledende tekst:
Hvilket brand og hvilken produktkategori tilhører den:

Produktfakta:
Andre relevante produkter:

På den måde tvinger du dig selv til at skrive i det mindste 4 linjers tekst. 3 linjers tekst mere end 95% af alle dine konkurrenter – noget der vil belønne dig i længden.

Billede optimering

Google har en billedesøgning, som der rent faktisk er mange mennesker, der bruger. Mange ved ikke engang, at de bruger den, men tænker den bare som en almindelig søgning.

Du har nok set en billede række i Google. Det er billeder trukket ud af Googles billedesøgning – og klikker du på linket, kommer du over til kun billeder.

Det er her, du gerne vil have dine billeder til at være placeret.

Et par af de faktorer, der spiller ind, er:

  • at billedet er unikt
  • teksten på den side billedet er placeret
  • filnavnet på billedet
  • alt teksten på billedet
  • title på billedet
  • figurtekst på billedet

Billedets unikhed

Har du en webshop, får du typisk produktbilleder fra din leverandør. Det er som sådan fint nok, men det gør alle dine konkurrenter også. Google er bare ikke glade for at præsentere det samme billede flere gange.

Derfor kan det blive en rigtig hård kamp at komme højt i Googles billederesultater, hvis du har 10 konkurrenter med nøjagtig det samme billede. Endnu hårdere hvis du er den sidste, der får billedet på hjemmesiden, for så har Google nok allerede valgt en anden webshops billede.

Derfor kan det være en god ide, hvis du har ressourcer til selv at tage alle dine produktbilleder. Sørg for at de bliver taget markant anderledes end leverandørens.

Den side billedet optræder på

Google kigger meget på den tekst, som billedet optræder på. Så hvis du har en produkttekst, der kun er på en overskrift, så har Google svært ved at indsætte det i en sammenhæng. Så dette punkt hænger sammen med afsnittet om produkttekst. Sørg for at der er nok tekst på.

De tekniske ting i billede optimering

Når du indsætter et billede på en hjemmeside, så ser det tekniske kode som minimum sådan her ud:

<img src="http://minhjemmeside.dk/billedenavn.jpg" />

Du kan optimere den tekniske del ved at huske 3 ting. Filnavnet skal indeholde søgeordet, der skal være en ”alt” tekst og billedet skal have en ”titel”. Det tekniske kode kommer så til at se sådan her ud:

<img src="http://minhjemmeside.dk/regnjakke-smaafolk.jpg" alt="Flot Småfolk regnjakke" title="billede af regnjakke fra Småfolk" />

Husk at undlade æøå i dit filnavn – det skaber bare en masse bøvl.

Det næste tekniske er figurteksten, som typisk er placeret under billedet. Det skal også være sat teknisk rigtigt ind. På engelsk hedder det en ”caption”.

<caption>En Småfolk regnjakke med blomster</caption>

Rigtig mange webshop systemer kan automatisere indsættelse af ”alt”, ”title” og ”caption” for dig. Det kan være et fint alternativ, hvis du glemmer at få det skrevet og bestemt bedre, end at du ikke skriver noget.

Ørskov Gruppen

Hvad kan vi hjælpe med?


Skriv til os, og vi vender tilbage hurtigst muligt

Ørskov Web
Petersmindevej 10 - 6900 Skjern
+45 97 35 33 55 - mail@oerskov.dk